• Skt. Knuds Kirke er lukket indtil den 13. april

    Kirken må desværre være lukket. I må læse om det i Biskoppens brev længere nede på denne side.
    For ethvert behov, må I gerne kontakte mig ved at ringe til mig (tlf. 29720759)
    P. Samuele Lando

  • CARITAS

    Støt CARITAS DANMARK's FASTEAKTION hjemmefra på følgende måde:
    Gå ind på CARITAS.DK
    Tryk på en af pilene til højre eller venstre side af skærmbilledet indtil der står FASTEINDSAMLING.
    Tryk på STØT HER

  • Du kan støtte enten via betalingskort eller på Mobile Pay: 61100.
    Send frivilligt bidrag via bankoverførsel til
    Reg-nr: 2191
    Kontonummer: 34 38 72 54 516.
    Glædelig Påske!
    Birte
    Sognerepræsentant for Caritas.

PRÆDIKEN, LÆSNINGER og FASTERETRÆTE

Bliv hos Jesus i Getsemane have.

Palmesøndag (De velsignede grene kan hentes, når kirken vil åbne igen)

Herren har brug for dig (P. Samuele)

I dag, Palmesøndag, (eller Lidelsessøndag) begynder Den Hellige uge (eller Den Stille uge). Jesus Kristus kommer ind i Jerusalem af Den Gyldne dør, ved den østlige mur, overfor oliebjerget. Ifølge den Jødiske tradition, vil Messias gå gennem denne dør, når Han kommer (se Zak 14,4-5). Det er præcist det, Jesus gør: Hans time er kommet (Joh 13,1 og 17,1). I dag kommer den ventede Messias i byen for at sejre over Døden! (1.Kor 15,57). Ligesom når mesteren kommer ind på stadion, begynder folk at hylde Jesus og synge Salme 118 (vers 25 og 26). Denne salme blev for eksempel sunget i Nehemias tid, da Jerusalem og Templet blev genopbygget, Loven genopfundet, og med stor glade kunne folk igen fejre festen, efter en lang tids pause (se Neh 8,14-18). Da Nehemia var i eksil og hørte om Jerusalems ruiner og folkets elendighed, græd han og besluttede sig for at rejse byen op igen. Han bag Gud og sagde: ”Hoshi’ah na’”! (se Neh 1,11. På dansk står der ”Lad det lykkes for mig”). Hosianna betyder nemlig ”frels os, vi beder dig!” (Hoshi’ah kommer fra ”Ys ”= at frelse, hvorfra også kommer ”Jeshua”, altså Jesus), eller ”Giv os sejren!” ”Lad det lykkes!” (Sl 118,25). Jesus er vores ny Nehemia, som er medlidende med os (Matt 9,36) og græder ved at se vores elendighed (Luk 19,41 / Joh 11,35-38). Jesus er vores ”Hoshi’ah na’”, Frelseren, som vil genopbygge os og gør alting nyt (Joh Åb 21,5). Havet, altså døden, vil ikke findes mere (Joh Åb 21,1): Jesus vil tørre hver tåre af vores øjne og døden, sorg, skrig og pine skal fjernes fra vores liv (se Joh Åb 21,4). Og så vil vi kunne fejre festen uafbrudt, i al evighed, med palmegrene i hænderne og ved at synge: Hosianna! (se Joh Åb 21,9-10). Palmegrenene er nemlig tegn på sejrskransen, som ikke visner og som Jesus har vundet for os (1.Kor 9,24-26). Ligesom når man vinder VM og få en flot pokal: og så er der festen! Vi er jo i Jesu hold!

Men hvordan vil Herren sejre? ”I må ikke stå imod den, der vil jer noget ondt. Men slå nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til” (Matt 6,39). Det er Jesus ”taktik” for at vinde, som vi kan høre i lidelses historie (se Matt 26,67 og Matt 27,30). Alt de onde skal falde på Ham og ikke kastes tilbage men stoppes på korset. Men mange kunne ikke lide den slags ”taktik”: dem der i starten af messen sagde ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!” (Matt 21,9), siger nu ”Korsfæst Ham! Korsfæst Ham!” (Matt 27,22-23). Når vi plejer at læse lidelses historie med palmegrene i hånden, skal vi tænke på, at det er vores skæbne i denne verden: at sejre med Kristus ved at ikke stå imod det onde. Ligesom alle martyrer, som døde ved at tilgive deres mordere (ApG 7,59-60): alle martyrer bliver jo skildret med palmegrene i hånden, ligesom den Hellige Knud i vores kirke. Pas på, at vi ikke skifter hold og begynder at råbe ”Korsfæst Ham!”.

Hvordan kan vi få denne martyr-kærlighed? Denne kærligheds overvældende kræft kommer ikke fra os, men kommer fra Gud (se 2.Kor 4, 7-12). Jesus siger til sine disciple: gå ind i byen, og der vil i finde et æsel: jeg har brug for det! (se Matt 21,2-3). For at komme ind i Jerusalem og sejre har Herren brug for et æsel. Jeg kan huske en hellig biskop, der fortalte os, at den dag han blev valgt som biskop, ringede han til sin mor, for at fortælle den gode nyhed. Men moderen sagde til ham: ”Hvordan er det muligt? Et æsel som dig, der bliver biskop?”. Disse ord hjalp ham at forstå, at han altid skulle huske på, at han var som det æsel, der skulle bære Jesus. Hvis folk hyldede eller takkede ham, var det ikke pga. det, han gjorde eller sagde, men pga. Jesus, som han bar.

Jesus har brug for, at vi bærer Ham: Altid bærer vi den død, Jesu led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme (2.Kor 4,10). Lad os tage Ham imod og bærer Ham i denne Hellige uge.

 

Palmeprocessionen – Evangelium (Matt 21,1-11)

Før påsketiden drog Jesus op mod Jerusalem. Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:

Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!

Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen, og folk spurgte: »Hvem er han?« og skarerne svarede: »Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.«

1. læsning Es 50,4-7

Gud Herren har givet mig disciples tunge, så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte. Hver morgen vækker han mit øre, og jeg hører som en discipel. Gud Herren har åbnet mit øre, og jeg var ikke genstridig, jeg veg ikke tilbage. Jeg lod dem slå min ryg og rive skægget ud af mine kinder. Jeg skjulte ikke mit ansigt for skændsler og for spyt. Gud Herren er min hjælper, derfor blev jeg ikke til spot og spe; derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint, jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.

Dette er Guds ord. Gud ske tak og lov.

Vekselsang Sl 22,8-9.17-18a.19-20.23-24

R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Alle, der ser mig, spotter mig, de vrænger mund og ryster på hovedet: “Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham, han må redde ham, han holder jo af ham.

R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine knogler.

R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

De deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning. Men du, Herre, hold dig ikke borte, du, min styrke, skynd dig til hjælp!

R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig: Lovpris Herren, I der frygter ham, vis ham ære, hele Jakobs slægt, frygt ham, hele Israels slægt!

R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

2. læsning Fil 2,6-11

Kristus, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud,
men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.

Dette er Guds ord. Gud ske tak og lov.

Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

Kristus blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne.

Evangelium Matt 27,11-54

Vor Herres Jesu Kristi lidelses historie ifølge evangelisten Mattheus.

På den tid blev Jesus stillet for statholderen, og statholderen spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«  Men på ypperstepræsternes og de ældstes anklager svarede han ingenting.  Da sagde Pilatus til ham: »Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?«  Men han svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede sig meget.

 Under festen plejede statholderen at løslade en fange efter folkets egen vilje.  Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas.  Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: »Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?«  Han vidste nemlig, at det var af misundelse, de havde udleveret ham; og mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: »Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham.«

 Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet.  Og da statholderen spurgte dem: »Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?« svarede de: »Barabbas!«  Pilatus spurgte dem: »Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?« De sagde alle: »Han skal korsfæstes!«  Han spurgte: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Han skal korsfæstes!«  Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.«  Hele folket svarede: »Lad hans blod komme over os og vore børn!«  Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Da tog statholderens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om ham.  Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham, flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: »Hil dig, jødekonge!«  Og de spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet.  Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors.  Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det.  Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem.  Så satte de sig dér og holdt vagt over ham.  Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«.  Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde:  »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham.  Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.«  Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.

Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.  Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Han kalder på Elias.«  Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke.  Men de andre sagde: »Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.«  Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.

Alle knæler et øjeblik i tavshed

 Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.  Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.«

Dette er vor Herre Jesu Kristi evangelium. Priset være du Kristus.

 

5. fredag i fastetiden (Jer 20,10-13 / Sl 18,2-7 /Joh 10,31-42)

Jøderne samler sten op for at stene Jesus. De har allerede glemt det, som Han sagde til dem i mandags: Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende (Joh 8,7), altså kvinden grebet i ægteskabsbrud. De samme sten, som skulle slå kvinden ihjel, er nu rettet mod Jesus. Den straf som vi har fortjent, falder nu på Ham: Han blev straffet, for at vi kunne få fred (Es 53,5). Engang sagde Fader Pio til folk, der beundrede ham: tror I, at det er ”dejligt” at udføre mirakler? I ville ikke ønske at kunne gøre det, hvis I vidste at hvert eneste mirakel betyder, at den andens straf eller smerte falder på mig. I dette bestå miraklet: jeg ofrer mig ved at sige til Gud ”kast på mig denne persons lidelse”. Johannes Boscos mor, Mor Margherita, sagde til sin søn, nyviede præst: nu er du tættere på Jesus, men husk at det betyder, at du skal være forberedt til at lide (se Sir 2,1). Jesus tager synden bort fra vores liv ved at tage syndens konsekvenser på sig: Ham, der ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i Ham (2.Kor 5,21). Derfor i slutning af dagens evangelium kommer Jesus tilbage, hvor Hans mission begyndte. Jesus kommer tilbage til Jordan, hvor Johannes sagde om Ham: se Han er Guds lam, som bærer verdens synd! (Joh 1,29 og Es 53,11). Ved at bærer synden på sine skuldre (se Joh 19,17) fjerner Han den. Det er Jesu missions oprindelse: Han er Lammet der skal slagtes (Joh Åb 5,12) i vores sted.

Når man ofrede lammet under Påsken, var offeret gyldigt kun hvis lammet ikke strittede imod, men lod sig dræbe uden modstand. Derfor sagde Isak til sin far, da han skulle ofre ham: bind mig fast, så at jeg ikke stritter imod, ellers vil dit offer være ugyldigt (se ”Neofiternes Targum”. ”Targum” er det Gamle Testamente oversat og forklaret på aramaisk). Kristus er vores gyldige offer, som Gud gerne tager imod. Han er det milde lam, som lader sig slagtes uden at åbne sin mund (Es 53,7). Så har vi Offeret: nu kan vi fejre Påske!

P. Samuele

_________________________

Fastetidens retræte

Korsets tegn: I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Påkaldelse af Helligånden: Herre send din Ånd og gør jorden ny, Herre send din Ånd og gør jorden ny! (Sl.104,30)

Læsning: Mark. 7,14-23

Oplæg 1. del

Pause (spise og spadsere lidt, for eks. ved at bede en rosenkrans)

Oplæg 2. del

15. minutter stille bøn. Man sidder stille, lukker øjne, trækker vejret langsom, og gentager uafbrudt denne sætning i sit hjerte: Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig, som er en synder (Luk. 18,13.38)

Fader vor.

 

Oplæg 1.del (P. Samuele): Den åndelige kamp

(Dette oplæg er for det meste baseret på bogen ”Una lotta per la vita” (En kamp for livet) skrevet af Enzo Bianchi, grundlægger for Bose klosterkommunitet for lægfolk).

Indledning

Den åndelige kamp er absolut nødvendig. Det drejer sig om den usynlige kamp, dog ikke mindre barsk end krigen mellem mennesker, i hvilken mennesket stå imod det onde og kæmper for at ikke blive vundet af fristelserne, altså lidenskaberne og påvirkningerne som ligger og sover i grunden af dets hjerte. Disse lidenskaber kan vogne op med en aggressiv og forførende facon: vi kan stride imod dem, men ikke bortfjerne dem helt, derfor skal vi bede hver dag om at ikke falde i fristelsen (Matt.6,13). Kirkens fædre siger at fristelsen kan forvandle os til martyrer (hvis vi vinder= siger nej til fristelsen) eller afgudsdyrkere/slaver (hvis vi taber=siger ja til fristelsen). Der er ikke nogen vej udenom. Man må ikke sige ”Jeg har ikke lyst til at kæmpe” eller ”denne kamp vedrører mig ikke”. Alle mennesker er udsat for denne kamp og kan ikke trække sig fra den. Også Jesus Kristus var ude i ørkenen for at kæmpe mod Fristeren (Matt.4,1-11). Situationen er dog sådan, at der ikke findes så mange mennesker, der ved hvordan man kæmper den åndelige kamp. Det fleste ved hvordan man spiller en fodboldkamp, ikke så mange ved, hvad reglerne er for en ”curlingkamp”, og virkelig få ved hvordan man kan spille mod fristelsen. Denne kamp er alvorlig. Måske er vi ganske skeptiske og griner lidt, når vi kikker på et gammelt maleri af den H. Antonius svedende og forskrækket, omringet af vilde dyr, slanger og nøgne kvinder. Det er fordi vi måske aldrig har kæmpet med alvor mod det onde (Hebr.12,4). Vi behøver alle sammen det, der hedder askese (øvelse /træning), for at vores liv kan blive fuldkommen, på sammen højde som Kristus (Ef.4,13). Sportsmændene arbejder hårdt og træner hver dag: at være kristen er mere nyttig og spændende end at være sportsmænd (1.Tim. 4,7b-8) og det kræver også træning. Lad os begynde.

Opvarmning

For det første, skal vi huske på, at det er Gud der rekrutterer os og kalder os til denne kamp. Gud sendte sin egen Søn, for at vi ikke mere skulle leve ved af følge kødet men ved at følge Ånden (Rm.8,3b-4). Livet i Ånden, som alle kristne er kaldet til (Gal.5,16-25) bestå i at lære sig selv og fristelsens mekanismer at kende og at være klar over vores svaghed, for at kæmpe med stor styrke mod Synden. Jesus er vores mester (Kaptajn) og vil hjælpe os med det.

For det andet, skal vi lære vores fjender at kende, ellers risikerer vi at ”skyde” på de forkerte eller begå selvmål. Vores daglig kamp er nemlig ikke mod de mennesker, der omringer os (vores næste) men mod Djævelen (ham der vil splitte og adskille os), Satan (Anklageren) og alle ondskabens ”ondemagter”, ude eller inde i os (Ef.6,12) som vil omvende os og tvinge os tilbage til ”Ægypten”, altså til at dyrke de falske afguder.

Synden som belejrer os (Hebr.12,1) er vores fjende. Synden (hamartía = at misse målet) er fællesskabs og pagtens fornægtelse (at sige nej til, bryde op, ligesom et ægteskabsbrud) dvs. en åndelig knoglebrud der ødelægger personen. I stedet for at være i harmoni med sig selv, med verden, med de andre og med Gud, pga. af Synden gå kommunionen (fællesskabet) i stykker, og personen forvandles til en ”jeg mod de andre og mod mig selv”. Synden er en personificeret magt som virker i mennesket, gennem mennesket og mod mennesket og dets vilje. Den H. Paulus siger: ”Jeg forstå ikke mine handlinger. Det jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg… så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig” (Rom.7,15). Synden, denne deformerende magt, konkretiseres efterfølgende i de forskellige enkle synder.

For det tredje, skal vi huske på, at det værste der kan ske i kampen mod synden, er at tro på, at vi kæmper alene. Det sker aldrig: Gud vil altid stå ved vores side og kæmpe for os og med os (Jer.20,11). Det er heller ikke godt, at vi tænker på, at vi selv er stærke og ikke behøver hjælp. Vi må fokusere og ikke miste målet i denne kamp, altså vi må ikke spille Syndens spil (Synden = misse målet). Målet er at tage Kristus med i vores kamp, at iklæde os Kristus (Rom.13,14), indtil vi vil sige med den H. Paulus: Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig! (Gal.2,20)

Hjertet, den åndelige kamps slagmark

Den åndelige kamp udkæmpes i vore hjerter. I Biblen er hjertet stedet hvor vores intelligens og hukommelse, vores vilje og ønske, vores kærlighed og mod befinder sig. Dvs. at hjertet repræsenterer livet i dets helhed og er centrum på alt det, der sker i vores liv, centrum for vores person. Det er et uigennemtrængeligt og hemmeligt sted, hvor det indre menneske skjuler sig. Hvem kan udforske hjertet? Herren kan gøre det! (Jer.17,9-10) Hjertet er også det sted, hvor Ånden (Helligånden = Guds helliggørende nåde) og ånden (vores ånd) samarbejder. Hjertet er det sted i mennesket, hvor Guds billedet er ”trykt” i os og hvor Gud bor.

Vores hjerte er det dybeste og intime rum, hvor Gud taler til os og indbyder os til at give svar og starte en dialog med Ham (Hos.2,16-17). Hver dag er vi kaldet til at træffe et valg mellem et hjerte som hører (1.Kong.3,9) og kæmper for at tage imod Guds Ordet som bliver sået i sig og gør det frugtbar (Mark 4,1-20), eller et hjerte som er ufølsomt og ligeglad med Ordet og langsom mister troen og bliver hårdt (sklerokardia=hjertesklerose Matt.19,8 / Mark.16,14).

Hjertet er ikke kun det sted, hvor Guds nåde virker i os, men også det sted, hvor Satans list virker i os. I vores hjerte strides Guds ord og Satans ord imod. På den måde bliver vores hjerte en slagmark, hvor den ondes magt ophidser begær og lidenskaber mod os: indefra, fra menneskets hjerte, kommer de dialoger som gør dig til en slave (Mark.7,21).  Det er vores daglig erfaring: vores hjerte kan være uden forstand og ikke være i stand til at træffe de rigtige beslutninger; det kan være lukket for barmhjertighed og nære had, misundelse, jalousi og lyve. Med et ord, oplever vi ofte at vores hjerte er dobbelt (Jak.4,8). Et hjerte som er ren, altså levende, er et hjerte som ikke er fordelt, men kun hører på Gud. Et hjerte som er dobbelt, altså adlyder på forskellige onde tanker, er urent, altså død (At være rent betyder ikke, at man ikke er udsat for fristelsen og ikke har onde tanker – vi er ikke engle! - men vi er rene når vi har et hjerte der kæmper og sejrer mod fristelsen). At have dårlige tanker er ikke i sig selv en synd (fristelsen og begær er ikke en synd i sig selv), men når vi ikke kæmper og giver vores samtykke til disse onde tanker, så undfanges Synden i os. Hver eneste synd sker først i hjertet og bagefter fødes eller udføres i livet. Jesus forklarer dette godt (…selvfølgelig!) når Han taler om ægteskabsbrud: hvis man ønsker en andens hustru og beslutter sig for at ligge med hende, har man allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte, selv om man ikke har gjort det fysisk endnu (…og måske kommer man aldrig til at gøre det) (Matt.5,28). Dette gælder for alle enkelte synder.

Det er en hård kamp, altså at kæmpe for at have et hjerte som kun giver samtykke og siger ja til det, som Gud ønsker og siger (Sl.86,11). Det er i menneskets hjerte, hvor vores skæbne afgøres og den afgørende beslutning skal tages: enten vandre på Koinonias vej (= fælleskabs med Gud), eller vandre på philautias vej (=kærlighed til sig selv på en selvisk måde).

 

Oplæg 2.del (P. Samuele): Den åndelige kamp

Den åndelige kamps ”spilleregler” (Ingen idrætsmand vinder sejrskransen, hvis han ikke følger reglerne, 2.Tim.2,5)

 1)    Fristelsens dynamik.

 Fristelsen sker og udvikler sig i 4 etaper: påvirkning, dialog, samtykke og lidenskab.

Påvirkning: fristelsen sniger sig i hjertet ved at ”stimulere” os gennem objekter, billeder eller forskellige slags skabninger som er uden for os, men som har en indflydelse på os (for eks. en reklames plakat ved busstopstedet). Så bliver vores hjerte påvirket: forførelsen er i gang, dvs. at muligheden for at begå en ond handling sniger sig i os. Et billede, en tanke eller en ”passerende” ide påvirker vores fantasi og bliver mere og mere konkret og stærk i os. Hvordan kan vi afsløre, at det drejer sig om en ond tanke? Ganske ”enkelt”: alle tanker, som giver uro, fjerner freden fra vore hjerter og kaster os i angsten, kommer ikke fra Gud. Vi burde lukke hjertets grænser og tjekke alle tanker, der vil snige sig ind og spørge dem: hvor kommer du fra? De tanker som ikke har ”Gudspas” skal ikke få lov til at køre forbi.

Synden er en snedig og aggressiv kraft, som en løve, der ligger på lur og venter på det rigtige øjeblik for at fange os (1.Mos.4,7 /1.Pt.5,8). Ifølge det billede, som skriften ofte bruger, har Syndens påvirkning den samme styrke for at forføre os, som den seksuelle tiltrækning (Sl.7,15/Jak.1,14-15). Når vi tager imod fristelsen, bliver synden undfanget i os og vokser i os, indtil den bliver født.

Fristelsen hører med i det at være mennesket. Ørkens fædrene siger, at ingen kan komme ind i Det Himmelske Rige, hvis man ikke bliver fristet, mens uden fristelsen bliver ingen frelst! Man skal dog passe på ens livstil, som kan svække os. Mange dårlige påvirkninger kan opstå i os, helt afhængig af hvilke slags ting, vi beskæftiger os med. Hvem vi mødes med; hvad for en slags musik vi hører; hvad for nogle billeder vi ser, osv. Alt dette kan bidrage til at efterlade nogle spor, sår og ekkoer i os, som kan pludselig vække nogle lidenskaber, som bliver svært til at bekæmpe. Kampen mod fristelsen kræver så først og fremmest et sanselige hygiejnisk habitus, altså sørge hele tiden for, at vore sanser ikke bliver smittet og er rene, ligesom vi er vant til at børste vore tænder eller vaske vore hænder grundigt flere gange om dagen (…især i disse dage). Øjnes hygiejne er mest vigtigt og det handler om at vær forsigtigt med de billeder, vi ser, lagrer og dyrker, som bagefter stimulerer vores fantasi (Tænk på hvor mange gigabyte vores hjerne registrerer, når vi ser en film). Jeg kan også huske en mand, som var afhængig af pornografi og fortalte at det værste var, at han ikke kunne få disse dårlige billeder ud af sig. Selv om han ikke ville huske på dem og kæmpede imod, dukkede de op hele tiden i hans hukommelse.

Man skal ikke frygte disse dårlige tanker der dukker op i vores hjerte, men udnytte dem. Ved at påvirke os, disse tanker afslører nemlig vore svage punkter, og det er absolut vigtigt at vide hvilke svage punkter vi har, for at forberede os og udruste os til kampen. Achilleus’s svage punkt var hælen: det hjalp ikke, at han havde rustning over det hele, men glemte at dække sin hæl og på den måde blev dræbt.

Det er lige fra starten, når disse onde tanker dukker op i vores hjerte, at vi skal kæmpe mod dem. Man skal ikke vente på at de vokser op. Der står nemlig i den Hellige Benedikts regel: lykkelig den, der griber Babylons spædbørn og knuser dem mod klippen! (Sl. 137,9). Den gode munk er den, der er i stand til at nedslå Den Onde som frister ham, og fjerne alle Dens påvirkninger bort fra sit hjerte, ved at tage Djævelens spædbørn, altså de onde tanker som Djævelen inspirerede i sit hjerte, og knuse dem mod Kristus, vores klippe (Benedikts regel, prolog 28.) Hvis slangens hoved ikke bliver knust så snart den dukker op i din celle (i dit hjerte) så bliver kampen meget vanskelig bagefter.

Dialog: Vi skal altid være på vagt og ikke tøve med at kæmpe. Enten sejrer vi over fristelsen, eller sejrer fristelsen over os. Noget midt imellem (”det var ikke så slemt, det jeg gjorde”, siger vi for at retfærdiggøre os) eller uafgjort spil eksisterer ikke i kampen mod fristelsen. Hvis man ikke forkaster fristelsens påvirkning og man opholder sig med den og spekulerer på de dårlige tanker, der dukker op i os, så starter man en farlig dialog. Det var det, der skete for Eva: i stedet for at knuse slangen og lukke dens mund med det samme, begyndte hun at snakke med den (1.Mos.3,1-7). Det er det værste, vi kan gøre. Når vi taler med disse dårlige tanker, bliver fristelsens påvirkning større og større, indtil den vil herske over os og berøve os vores frihed. Det er det, der for eksempel sker med depressionen, som kommer fra en tanke som ikke gå væk og hjemsøger os konstant, så at langsom mister vi viljen og glæden til at live.

Samtykke: når man ikke stopper med det samme og forbliver sammen med fristelsen, så kommer der et tidspunk, hvor man accepterer fristelsens påvirkning og giver sit samtykke. I sit hjerte siger men ja! Og pludseligt noget knækker i os. I dette øjeblik beslutter man sig for at gøre det onde, som fristelsen foreslå og anbefaler: det kan jeg godt lide! Fristelsen har været i stand til at overbevise os.

                      Lidenskab: Hvis man hele tiden ikke stritter imod, giver op og falder for fristelsen, så tilvænner man sig til at synde. Det er det, som Kirkens fædrene kalder for lidenskab: man bliver afhængig af lasten (=syndig og umoralsk tilbøjelighed). Dvs. at der kommer et tidspunk, hvor man er så vant til at synde, at det ikke mere er fristelsen der opsporer dig, men det er dig der søger efter fristelsen.

 2)    Udruste sig til kampen: årvågenhed.

 Når vi ved, hvordan fristelsens dynamik udfolder sig mod os, skal den troende forberede sig til den åndelige kamp. Først og fremmest kalder Gud os til at være årvågne (1.Pet.1,13): det er på tide at stå op af søvne (Rom.13,11). Våg og bed om ikke at falde i fristelsen (Matt.26,41) Hold altid hovedet koldt (2.Tim.4,5) Vær vågne og ædru, ifør jer troen og kærligheden som brynje og håbet om frelse som hjelm (1.Thess.5,6-8) osv. Normalt er vi meget årvågne, når det drejer sig om de andres mangler, synder og fejl. Vi kan sagtens skrifte og nævne de andres synder, men det er ikke nemt at kikke på sig selv og være opmærksom over sine egne synder. Det første tegn på, at vi sover, er at vi ikke ved, hvad vi skal sige under skriftemålet.

Der er to slags mennesker: det, der sover (homo dormiens) og det, der er vågen (homo vigilans).

Det søvnige menneske er det menneske som er bange for den træthed og de smerter, som er forbundet med at lære sig selv at kende. Det har et overfladisk liv og har ikke lyst og mod til at ”gå i sig selv” (Luk.15,17). Dette slags menneske tør ikke være alene med sig selv og med Gud (Munk=monos=alene med Gud), men foretrækker at fremmedgøre, bedøve og fortabe sig selv i snak (det er snakkesaligt) og hyperaktivisme. Det er altid ude af sig selv og frygter mødet med ens sande jeg og med Gud, der bor i os. Så handler det ikke kun om de personer, der generelt er dovne, men især om de personer der beskæftiger sig med mange ting og flygter fra dette hårde arbejde, som er at gå ned i hjertets dybde.

På den anden side har vi det menneske, som våger. Det er det menneske som ikke kaster skylden væk fra sig, ved at anklage omstændighederne (…og i grunden anklage på den måde Gud) eller andre, ved at retfærdiggøre sig selv: det var slangen…det var kvinden (1.Mos.3,12-13) Det vågne mennesket er i stand til at tage ansvar over sine handlinger og anklage sig selv (Sl.51,3-6 /2.Sam.12,13) og finde i sig selv årsagen til det, der skete. Men det vågne menneske er også det menneske som ikke forbliver krumbøjet ved at kikke på sine egne synder, men som venter opmærksom på Guds barmhjertighed, som er i stand til at skelne og føle Herrens tilstedeværelse og er i stand til at åbne sig til Hans komme. Det vågne menneske er det menneske som arbejder hårdt for at fjerne alt det, der kunne holde det adskilt fra Gud.  Vi våger, når vi arbejder for at fjerne fra vores liv alle distraktioner, der vil forhindre os i at forblive forenet med Kristus. Det kræver tålmodighed. En af Helligåndens opgaver er nemlig at hjælpe os med at være tålmodige med os selv og med vore synder. Man kan ikke opnå perfektionen (Matt.5,48) på et øjeblik.

 At beskytte hjertet fra djævelens falske logik, som hele tiden vil snige sig i os, kræver et konstant arbejde med ydmyghed. Vi skal aldrig tvivle på, at Kristus er parat til at rejse os op dig hver gang. Vores rustning skal altid være kærlighed til Kristus, som elsker os: hvad I end gør, gør det af hjertet, for Herren og ikke for mennesker (Kol.3,23)

 3)    Kampens våben.

 Den åndelige kamps bedste våben er troen på Jesu Kristi opstandelsen, dvs. Jesu Kristi endelig sejr over døden og over ham, som har dødens magt, nemlig djævelen (Hebr.2,14)

Hver eneste synd er et misset forsøg (husk: synden=at misse målet) på at slå døden ihjel. Ligesom når man går på jagt og man skal skyde en vildsvin. Hvis man ikke rammer rigtigt, så vil det sårede vildsvin blive mære aggressivt og jagte jægeren. For eks. nogen drikker sig fuld for at distrahere sig og ikke tænke på døden, altså ikke tænke på fortiden (det fejl, man har begået eller de traumer, man blev udsæt for) eller fremtiden (at man skal møde op på arbejde eller i skole på mandag, det, der skal betales) eller nutiden (det hårde liv man har, at man mangler penge eller at man er lige blevet forladt eller fornærmet osv.) Men alkohol i sidste ende hjælper slet ikke og kan vende sig mod en, ved at gøre en afhængig. Derfor har vi en våben i at finde styrke og mod i Jesu Kristi opstandelsen: vær ikke bange for døden! Når man er bange, kan man ikke kæmpe. Vi kan ikke sejre med vores anstrengelser, men takket være Gud. Vi må aldrig formode at vi selv kan, men vores fortjeneste i kampen bestå i at prædisponere alt, så at Gud kan virke i os. Uden mig kan I intet gøre (Joh.15,5), men sammen med mig, Jesus Kristus den Opstande, alt er muligt! (Luk.1,37) Der fortælles at en munk var i gang med at bede og så begyndte dæmonerne at omringe ham. Så begyndte munken at bede mere indtrængende, men dæmonerne blev flere og flere og var ved at mase ham. Han bad og bad men det blev værre og værre. Da han var ved at drukne, så kom der et skrig ud af ham: ”Herre hjælp mig!” Og så kom Jesus Kristus pludseligt og tilintetgjorde alle dæmoner. ”Hvor var du henne?”, spurgte munken til Jesus, ”Hvorfor kom du ikke med det samme?”. Jesus svarede: ”Jeg kom med det samme, så snart du virkelig bad mig med tro”.  Fra vores side handler det om at sørge for at være åbne for at modtage de nådegaver, som Gud vil give os. Helligånden, som bor i os, er ikke kun Mester i denne kamp, men også Den, der selv udkæmper vores kamp. Naturligvis er vi kaldet til at samarbejde og kæmpe sammen med Den, som Profeten Jeremias siger: helbred mig herre, så bliver jeg helbredt! Frels mig, så bliver jeg frelst! (Jer.17,14). Den H. Paulus siger også: jeg anstrenger mig for at erobre præmien, fordi jeg selv blev erobret af Kristus (se Fil.3,12).

 Sagt dette, kan vi kikke mere konkret på nogle andre våben, som Gud giver os til disposition (Vi kan selvfølgelig ikke kikke på alle våben, men vi begynder med nogen af dem)

Udholdenhed med Guds Ord, Åndens sværd (Ef.6,17), dvs. læse, mediterer og bede med Skriften (Biblen). Når vi gør dette hver dag (måske 15-30 minutter hver dag?), kan vi så genskabe hjertets enhed, udsat for den krise som kommer fra de onde tanker som konstant prøver at snige sig i os. Ørkens fædrene lærer os, at et enkelt stykke fra Skriften fylder dæmonerne med frygt, og derfor anbefaler, at man lærer nogle stykker-sætninger fra biblen udenad, så at man kan kæmpe mod dæmonerne i løbet af dagen…og af natten. Ligesom militærfolk altid bærer våben med sig, især i krigstilstand (og det er vi jo i) skal vi altid bære Skriften med os, ved at starte dagen med en passage fra Biblen og bærer det i hjertet hele dagen.

                      Påkalde Herren i bønnen, når vi beder Fader vor (led os ikke i fristelsen, frels os fra det onde) med ydmyghed, men også ”hjertets bøn”, som bestå i at gentage konstant denne sætning i os: Herre Jesu Kristus, forbarm dig over mig, som er en synder (Luk.18,13.38) Indtil Jesus spørger dig: hvad vil du have, jeg skal gøre for dig? (Luk.18,41). Vi kan for eks. bede på den måde i 15 minutter, ved at sidde stille og lukke øjne.

                      At betro sig til en åndelig vejleder, som har erfaring med den åndelige kamp,….hvis man kan finde sådan en: det er ikke nemt. Vi skal passe på, til hvem vi åbner vores hjerte (Pas på ”vennerne”, især på de sociale medier, som nærer dine fordomme eller din tørst efter selv-retfærdighed eller værre, hævn: ”Det har du ret i, det skal du bare gøre!”). Vi skal passe på og ikke stole på os og prøve på, at vejlede os selv. Også en læge har brug for en anden læge, for at helbrede sig selv. Når man skal til judo og lære at kæmpe, behøver man jo at blive undervist af en mester. Dorotheo fra Gaza siger: alle dem, der falder, er dem, der alene vejledte sig selv.

                      Guds barmhjertighed (Skriftemål): vi må aldrig være fortvivlet og miste håb på Guds barmhjertighed. Vor Herres langmodighed skal betragtes som frelse (2.Pet.3,15). Det kristne liv er ikke en konstant stigning mod højden eller en perfekt vandring efter en afgørende sejrer mod synden. Nej, det kristne liv er livet af en synder, som altid har brug for tilgivelsen, som altid kommer tilbage til Gud, for at spørge om barmhjertighed; livet af en som falder og altid rejser sig op, igen og igen.

                      Eukaristien, taksigelsen, hvor Guds hellighed kommunikeres, hengives og skænkes til os. Det er i dette sakramente, at der kommer bedst til syne (sacramentum = et synlig Tegn) at vores kamp mod synden bestå i at forberede alt (Matt. 26,17-19) for at Vor Herre Jesus Kristus kan virke i os. I Eukaristien siger vi ja, ”Amen”, til Jesus Kristus, og på den måde giver vi Ham adgang til at kæmpe i vores kamp.

 

19. Marts, Sankt Josef, Kirkens Skytshelgen

Gud betroede Josef sine to største skatte, Jesus og Maria, og dermed gav Han ham alle nådegaver som var nødvendige, for at beskytte dem fra Herodes misundelse, mens de var flytninger i Egypten (det er ikke nemt at være flytning) og fra folkets mobning og suspekt (Maria var jo betragtet som ægteskabsbryder).

Selv om Den Hellige Josef ofte bliver skildret som en ældre mand, er det ganske sandsynligt at han blev gift med Maria da han ca. var 20 år. Muligvis døde han som halvtredsårig, før Jesus begyndte sit offentlige liv, dvs. omkring 28-30 e.Kr.

Josef er Jomfru Marias virkelig brudgom og Jesu juridiske far, ”putativus”, altså også betragtet som den naturlige-biologiske far, selv om det ikke er tilfælde. Husk dog at Jomfru Maria kaldte ham som ”din far”, da Hun henvendte sig til Jesus, der som teenager gik sin vej og blev fundet igen i Templet.  Josef tilhørte Judas stamme og var af Davids Hus. Ved at accepterer Jesus som sin ægte søn, gjorde Josef så det muligt at Guds løfte gik i opfyldelse: den ventede Messias skulle nemlig komme fra Judas stamme og være Davids søn. Ja, Josef har haft en afgørende rolle i frelsens historien, dog ved at forblive i det skjulte (…uden followers) og uden at sige et ord. I evangelierne kan vi nemlig ikke finde ét Josefs ord, som derfor er blevet betegnet som ”Stilhedens doktor”.

Josef var técton (Matt. 13,55), som normalt bliver oversæt som tømrer, men som svarer mere til en nuværende ingeniør eller arkitekt. Apropos er det interessant at 6 km fra Nazaret lå byen Sepphoris, som skulle genopbygges, pga. den romerske hær ødelagde den for at dæmme et oprør som startede dér efter Herodes død i 4. e.Kr. Det er ganske sandsynligt at Josef arbejdede i denne by som ingeniør sammen med Jesus, som sådan lærte både hans fars arbejde og den romerske-græsk kultur at kende i Sepphoris.

Ofte har Josef en stav i hånden. I Jakobs ”protoevangelium” (en apokryft skrift fra 150 e.Kr., som er grundlag til flere folkelige traditioner omkring den Hellige familie) står der at fra Josefs stav kom en due ud, som dalede ned på Josefs hoved, og det var tegnet på, at Gud udvalgte ham for at giftes med Maria. I den græske ikonografi kan vi se Josef som sidder ganske betænksom i et hjørne under grotten, hvor Jesus er lige blevet født. Overfor ham står en ældre mand klædt i pels som viser ham en tør stav. Det er djævelen, som frister ham og siger: ”ligesom er det umuligt, at denne vissen stav kan blomstre op, sådan er det umuligt at en jomfru kan føde et barn”. Vi kan dog se, at Josef stav er blomstret op med liljerne, som selvfølgelig også er tegnet på Josefs renhed (Josef lå nemlig ikke med Jomfru Maria og levede i cølibat).

Evangelisten Mattheus kalder Josef som den retsindige, dvs. den der kan rette sig efter Guds vilje, som ikke adlyder Gud som en slave men som et barn. Også Jesus lærte at adlyde (Hebr. 5,8) og har haft Josef som et forbillede. Vi ved ikke noget om Josefs død, men sikkert gjorde den store indtryk på Jesus: hvis Josef var retsindig, døde han som en retsindig, ved at takke Gud og måske ved at reciterer en salme: Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler, ja, mit legeme skal bo i tryghed. For du vil ikke prisgive mig til dødsriget, din fromme vil du ikke lade se graven. Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt! (Sl.16,9-11). Jesus døde også ved at reciterer en salme (Salme 22).

Kirken ærer den Hellige Josef som skytshelgen for de arbejdere, de viede folk og de døende. Den Hellige Theresa af Avila nærede stor kærlighed til ham og sagde: jeg er sikker på, at den Hellige Josef kan ”skaffe” os alt i himlen hos Jesus, som adlød ham i alt her på jorden.

P. Samuele

 

 

31-Marts-2020

HJEMMELITURGI

a) Alle betegner sig med korsets tegn: I Faderens og sønnens og Helligåndens navn. Amen
b) Far eller mor læser indlednings bøn: Vi beder dig Gud, du som er vor Far, send din Ånd i vore hjerter, som vil hjælpe os med at lytte til Dit ord, som vil bærer frugt i vores liv. Ved Kristus vor Herre. Amen
c) Man læser læsningerne op (SE LÆNGERE NEDE TIL VENSTRE)
d) Man læser præstens prædiken (SE LÆNGERE NEDE TIL VENSTRE) eller, I stedet for, må Far og Mor gerne tale til børn og hjælpe dem at forstå, hvad Gud vil sige til os gennem Hans ord.
e) Alle beder trosbekendelsen
f) Alle indbydes til at bede en personlig bøn og afslutte ved at sige: Derom beder jeg! Og alle svarer: Herre, hør vor bøn!
g) Alle beder Fader vor
h) Åndelig Kommunion: i stilhed og med lukkede øjne siger man for eks. i sit hjerte: Kære Jesus, jeg ofrer dig mit hjerte, tag det, hvis du vil, så det kun tilhører dig. Amen.
i) Far eller mor velsigner deres børn ved at betegne et kors på deres pande og sige: Gud velsigne dig, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Hvis man er alene, betegner man sig selv med korsets tegn.

Brev fra Biskoppen

21-Marts-2020

Kirkerne må desværre holdes lukket.

Kære medbrødre,

Som forventeligt giver coronapandemien anledning til løbende opfølgning på bestemmelser, der skal begrænse smitterisikoen. I går fik I via bispekontoret tilsendt Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse af 17. marts d.å. om forbud mod større forsamlinger mm. Den indeholder bl.a. bestemmelsen om, at offentlige kultur- kirke- og fritidsinstitutioner skal holde deres lokaler lukkede for offentligheden (§ 5 stk. 1). I § 5, stk. 2 nævnes undtagelser (begravelser, dåb og vielser). Selv om kun folkekirken nævnes, har vi i andre henseender valgt at følge dens linje m.h.t. f.eks. aflysning af offentlige messer.
Selv om de offentlige messer er aflyst, har man mange steder holdt kirkerne åbne for at give folk mulighed for at komme og bede, tænde lys mm., når det nu ikke var muligt at komme til messe. Hensigten med bekendtgørelsens ordlyd er entydig – at kirker, henunder også vore - skal holdes lukket. Efter at have konsulteret juridisk ekspertise synes der ikke at være mulighed for fravigelse af denne bestemmelse. Så smerteligt det end er, betyder det, at der nu heller ikke kan være fri adgang til vore kirker til privat bøn og andagt, hvorfor de foreløbigt skal holdes lukket.
Ministeriets bekendtgørelsen gælder indtil 30. marts d.å. Herefter bliver der måske mulighed for ændring af forholdsreglerne, som dog til den tid også sagtens kan blive strengere, da den videre udvikling af pandemien er uforudsigelig. Jeg vil bede jer formidle ovenstående bestemmelse videre til jeres sognebørn, enten ved opslag eller ved direkte henvendelse til dem, der regelmæssigt har benyttet sig af, at kirkerne var åbne.

Jeg håber, at I på andre måder åndeligt kan opmuntre de mennesker, som er betroet til jeres omsorg, og siger jer tak for de mange initiativer, I har taget. Mange af dem har dog været afhængige af, at kirkerne fortsat var åbne.

Med ønsket om Guds velsignelse i denne udfordrende tid samt de venligste hilsener

+Czeslaw

15-Marts-2020

Når man nu ikke kan komme til messe om søndagen

De stærke bestræbelser på at begrænse følgerne af coronaepidemien har ført til drastiske forholdsregler i både de civile og det kirkelige liv. Udover at tage de nødvendige hygiejniske hensyn opfordres vi til mindst mulig fysisk kontakt og til kun at mødes i mindre grupper. Mange at disse tiltag har skullet gøres hurtigt og fra den ene dag til den anden.
Som allerede meddelt er den naturlige deltagelse i søndagsmessen også blevet så godt som umuliggjort, fordi alle offentlige messer i bispedømmet indtil videre er indstillet. Vi har haft travlt med at fokusere på det, der ikke kan lade sig gøre og ikke foreslået mange alternativer. Det er ikke helt godt nok, så derfor bringes der her nogle forslag til, hvordan man kan markere søndagen, selv om man ikke kan komme til messe.

Alternativer til deltagelse i søndagsmessen
Søndagen er ugens hviledag og skal i særlig grad også helliges Gud og vort åndelige liv. Deltagelse i søndagsmessen er den vigtigste måde at gøre dette på, når man ikke er forhindret i det. Dog kan og bør man også markere søndagen som helligdag, selv om kan ikke kan komme til messe. Det kan ske ved

1. at følge livestreamingen af messerne i domkirken på www.katolslk.dk
2. på tv, radio og computer at følge én af de mange transmitterede messer på udenlandske både kirkelige og verdslige kanaler.
3. individuelt, men ikke mindst som familie at samles i bøn og oplæsning af søndagens liturgiske læsninger, som kan findes på nettet eller i bispedømmets liturgiske kalender.

Ingen af disse forslag gør det muligt at deltage i eukaristien, hvilket nok er det største savn. Dog behøver man ikke at være helt uden eukaristisk kontakt med Kristus. Kirken kender og anbefaler, hvad der kaldes ”åndelig kommunion,” som består i, at man i bøn bekender sin tro på Kristi nærvær i eukaristien og udtrykker ønsket om og længslen efter at være forenet med ham.
På side 484-491 i ”Bønnebog for Den katolske Kirke” findes der et stor udvalg af kommunionsbønner. En bøn ved åndelig kommunion findes på side 491-92 og lyder:

Herre, Jesus Kristus,
Du som er til stede i Altrets helligste Sakramente,
jeg tror på dig, jeg håber på dig, jeg elsker dig.
Lad intet skille mig fra dig,
lad alt føre til større fællesskab med dig;
lad min længsel efter dig komme for dagen i min kærlighed til dig
og til dem, jeg møder på min vej. Amen.

Under den nuværende krise må vi undvære mange berettigede goder. Må dette pålagte afsavn styrke vor påskønnelse af dem, ikke mindst deltagelsen i eukaristien og lade vor længsel efter den snart gå i opfyldelse. Lad dette være genstand for vor bøn sammen med bønnen for alle, som lider under coronavirussen, enten ved at være smittet med den eller være ramt af dens følger for menneskeligt samkvem.

København, den 14. marts, 2020

+Czeslaw

  • VELKOMMEN!

    Sankt Knuds Kirke er den katolske kirke i Ringsted. Den er en del af verdenskirken, men den er også sognekirke for byens og omegnens katolikker. Her kommer mennesker af mange nationaliteter for at fejre messe og være en del af fællesskabet.
    Kirken er tit åben i dagtimerne, også uden for gudstjenesterne.
    Du er altid velkommen til at besøge Sankt Knuds Kirke, uanset om du er katolik eller ej.
    Kirken ligger lige ved siden af Sankt Josef Skolen, Sankt Knudsgade 19A.

  • OM BØN OG FASTE

    Grundtanken i faste er at give afkald på noget for at kunne samle kræfter og koncentration om noget andet! Faste er altså en hjælp til at kunne koncentrere sig bedre og hengive sig mere fuldt og helt i bøn. Når i faster og beder må i ikke gå med dyster mine som hyklerne, fortæller Jesus os.
    Johannes Døber prædiker i Judæas ørken iført klæder af kamelhår og med et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Han svarer soldaterne, der spurgte ham om hvad de skulle gøre når de var døbt. Han svarede dem, at de ikke skulle mishandle eller udplyndre nogen, men lade sig nøje med deres løn. Og til tolderne sagde han, at de ikke skulle opkræve mere, end det der var foreskrevet dem.
    Jesus bliver fristet af Djævelen i ørkenen, hvortil han var ført af Ånden. Da Jesus havde fastet i 40 dage, led han til sidst sult. Jesus forsager Djævelen og hans fristelser til eksempel for os andre.
    Matthæusevangeliet kapitel 17 vers 21: den slags (her om dæmoner) fordrives kun ved bøn og faste.

  • REGISTRERING/KIRKESKAT

    Mange katolikker er ikke registreret i den katolske kirke, men det er vigtigt, at man bliver det. Det er nemlig en uoverkommelig opgave at holde overblik over menigheden, især når vi ikke får flytteanmeldelser.
    Hvis du ikke er registreret, kan du få en blanket hos præsten.
    BETALER DU IKKE KIRKESKAT?
    Tilmeld dig her!! https://www.katolsk.dk/kirkeskat